Half Double Foundation består af tre dages Ignite-træning, hvor du får et solidt kendskab i Half Double metodens kerneelementer flow, lederskab og effekt. Du får konkrete redskaber til at gennemføre projekter ud fra Half Double tilgangen og øge den tidlige effekt og få succes i dine projekter.
Kurset giver dig både teoretiske færdigheder og praktiske værktøjer, der ruster dig til at bruge metoden fra dag ét i din hverdag som projektleder.
Undervisningen foregår på en nem, sjov og udbytterig måde. Vores trænere har alle personlig og praktisk erfaring med at anvende Half Double metoden i projekter både den private og offentlige sektor.
Kurset henvender sig til projektledere, programledere, PMO-medlemmer og projektdeltagere. Kurset er særligt relevant, hvis du har en rolle i projekter, hvor der er behov for at håndtere kompleksitet og for at skabe fremdrift og værdiskabelse.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til projektarbejde og brugen af metoder indenfor klassisk projektledelse, da det giver mere udbytte af kurset, hvis du har styr på de grundlæggende projektværktøjer.
Vi opfordrer dig til at tilmelde dig sammen med en kollega fra dit projektteam, afdeling eller organisation, så I kan støtte hinanden og udveksle erfaringer efter kursets forløb. Det vil sikre en bedre forankring af Half Double metoden i jeres projekter.
For at få en Half Double Foundation certificering skal du bestå en multiple choice-test på kursets sidste dag. Foundation eksamen består af 40 spørgsmål, hvoraf du skal besvare 28 rigtige for at bestå.
Det er tilladt at benytte ”Half Double metodologiens Foundation Guide” som hjælpemiddel undervejs.
Foundation-certificeringen er inkluderet i kursusprisen.
På Half Double kurset modtager du følgende kursusmateriale:
• Bog: Half Double (projekter på den halve tid med den dobbelte effekt), af Michael Ehlers, Karoline Thorp Adland, Niels Ahrengot og John Ryding Olsson.
• Half Double metodologiens Foundation Guide (e-bog)
• Half Double Ignite 3-dages træningsprogram
• Half Double Methodology Pocketbook
• Ignite træningens læringsmål og -effekt
Inden kursusstart vil du modtage Half Double metodologiens Foundation Guide, som vi opfordrer dig til at læse inden kurset.
Kurset er designet til at være hands-on, og du vil bruge meget af tiden på at anvende Half Double værktøjerne på en case. Det er derfor en god ide, hvis du har et projekt, som du kan bruge som case på kurset. En case kan for eksempel være “hvordan implementerer vi Half Double i vores virksomheds kommende digitale transformation”. Men det er også muligt at arbejde på generiske cases.
Half Double er en projekt- og porteføljemetodologi, som er udviklet af Industriens Fond, Aarhus Universitet og Implement Consulting Group. Metoden er blevet testet og valideret gennem adskillige projekter i forskellige brancher og projekttyper både den private og offentlige sektor. Mange af vores trænere har været med til at udvikle Half Double-konceptet og har arbejdet med Half Double siden da.
Deltagerne på kurset kommer fra en række forskellige virksomheder og brancher. Vi gør meget ud af at nyttiggøre dette, således at forskellige erfaringer, synspunkter og nuancer bliver bragt i spil. De mange praktiske øvelser og diskussioner er en oplagt mulighed for dig til at styrke dit netværk.
Kan du huske, hvordan det var at sidde på skolebænken? Sådan er det ikke hos os. Vores undervisning er energisk og involverer deltagerne så meget som muligt. Vi skifter mellem diskussioner, præsentationer, case-øvelser, erfaringsudvekslinger og iscenesatte øvelser. Du drukner altså ikke i slides, men lærer tingene på en sjov og engagerende måde.
Har du spørgsmål?
Praktisk vejledning
Faglig vejledning