Article

Umotiverede medarbejdere

– pilen peger på dig
Published

7 January 2025

Artiklen er bragt på lederweb i november 2013.


Du har ingen umotiverede medarbejdere – de er altid motiverede. Det hænder bare, at de er mere motiverede for at gøre noget andet end det, du vil have dem til at gøre i en given situation. Læs her, hvordan du kan dreje motivationen i den rigtige retning.


Forestil dig, at du netop har afholdt et personalemøde. Her har I aftalt at indføre nye arbejdsgange for alle ansatte som en nødvendig vej til at nå de strategiske mål for jeres afdeling. Fire uger efter mødet konstaterer du, at der er tre medarbejdere, som ikke har ændret noget som helst i deres arbejdsgange.


Hvis ændringen repræsenterer noget vigtigt for medarbejderen, og arbejdsopgaven rummer en vis kompleksitet, nytter gode råd og instrukser ikke meget. Det vil overraskende nok virke modsat, og bevæge medarbejderen længere væk fra de nye ønskede arbejdsgange. Det skyldes, at du med gode råd vækker medarbejderens behov for at retfærdiggøre sig og fortælle, at du ikke har taget hensyn til alt. Som resultat kan de nye arbejdsgange efter samtalen fremstå som en dårligere idé, nu da medarbejderen har hørt sig selv argumentere for, hvorfor de ikke giver mening.


Når det er tilfældet, må du påvirke medarbejderens motivation på en anden måde. Her får du to værktøjer, der kan hjælpe dig i arbejdet med at rykke motivationen i en bestemt retning.


Udforsk beslutningsbalancen


Hver gang en medarbejder skal ændre noget i sin arbejdsgang, foregår der en mental balanceakt hos ham. På den ene side er der fordelene og ulemperne ved de vante arbejdsgange, og på den anden side er der fordelene og ulemperne ved at forandre til de nye arbejdsgange. 


Når en medarbejder fremstår umotiveret, kan det være fordi, vedkommende er splittet mellem de to alternativer: Enten at fortsætte som hidtil eller at ændre adfærd og gøre det nye. Det, der afgør medarbejderens fremtidige adfærd, er, hvilken side der vægter mest på vedkommendes beslutningsbalance.

Related0 4